|
Boilermaker 2009
Siden to af klubbens løver har søgt tilflugt i det new-york'ske for et halvt år, skal de amerikanske løb naturligvis ikke snydes for deltagelse af de danske løver.Derfor var Morten og jeg ikke sene til at slå til, da vi fra en amerikansk løber hørte om Boilermaker 15K Run i Utica. Slaget skulle stå den 12. juli kl. 8 om morgenen.
Utica ligger ret langt ude i ingenting, for dem der ikke ved det. Det ligger faktisk ret præcist mellem Manhattan og Niagara Falls - så vi lejede en bil og tog et smut til Canada som optakt.
Man bliver ret deprimeret over at være i Utica. Alting er gråt, og de få forretninger der var engang står nu lukkede og faldefærdige. Vi var derfor lettere bekymrede for om vi var blevet fuppet til langbortistan. Efterhånden som vi nærmede os nummer-afhentningsområdet ændrede vi dog opfattelse. Her var en messe der nærmest kunne slå Berlin marathons af vejen for et godt ord. Fulde af energi-smagsprøver og goodiebags var der nu kun ét at gøre: Lade op det sidste 1,5 døgn inden start.
Søndag morgen var vi klar. Tidligt op -starten kl. 8 havde vi lidt delte meninger om. I god tid inden løbet nåede vi at hilse på en af Mortens nye løbevenner - som tilfældigt fandt os i mængden - tak til dannebrogtrøjerne:)
Nåh.. Starten gik og vi anede ikke hvad vi skulle forvente. Det vi vidste var: 15 km i alt - først 7 km nærmest lodret op - så 8 km nærmest lodret ned. I alt ville det præcis udjævne sig. Vi vidste at løbet ikke var til rekordtider - men at vi snarere skulle lægge os lige under marathontempo. 15000 tilskuer. 6000 frivillige. 15.000 løbere. 20 vanddepoter. 20 bands. Løbet er byens største årlige begivenhed: Alle er engageret i det. Løbet er så integreret, at mål- og miles-skiltene er permanent opstillet!
Allerede efter 3 km besluttede jeg mig for at jeg ikke kunne gennemføre. Det var virkelig hårdt. Men med så mange tilskuer, vanddepoter og bands var det umuligt at stoppe - det var så motiverende. Den 7. km trak virkelig tænder ud, og endnu engang besluttede jeg mig for at stoppe. Det her var simpelthen ikke noget for en bakke-fobisk dansker som mig. Men efter 7 km gik det bare nedad - faktisk en hel km, hvor man bare kunne slippe tøjlerne. Lav puls og hurtigt tempo, så kom jeg ligesom ovenpå igen.
Ved 10 km mærket ventede en overraskelse: Endnu en bakke. Ca. 500 m opad efterfulgt af nedad bakke. Jeg troede virkelig jeg skulle dø her. Men det var ligesom at tilskuerne og de mange løbere medvirkede til at det hele gled fint. Det hjalp også på det, at jeg løb lige bagefter en lidt tyk mand kun iført trusser og basketstøvler - ham skulle jeg i hvert fald overhale.
Løbet var kæmpe stort - og især den sidste mile/1,6km var fantatisk. Her gik det bare jævnt nedad bakke. Skøn afslutning.
Heldigvis kom vi begge rigtig godt igennem løbet - og jeg løb for første gang i mit liv negativ split! (Det ville nu også have været sært andet).
Morten havde været fornuftig og lagt meget roligt ud - hvilket betød at han virkelig havde et godt løb med masser energi til at sætte lidt mere tempo de sidste 7 km.
Efter løbet var der bands og fri bar. Eller det vil sige: Fri energidrik, cola og fadøl! Derudover var der en masse amerikaner-mad, som vi dog sprang over. Nærringen var vi ikke så god.
Sidse
Resultat:
Morten: 1:01
Sidse: 1:09
|
