Selvom Deres udsendte var eneste deltager ved årets løb, gjorde det bestemt ikke forventningerne mindre. Trods en enormt dårlig optakt med alt for lidt søvn, fordi løbet lige skulle gennemløbes nogle gange i hovedet aftenen inden, vågnede den udsendte LGC løber med en usædvanlig god fornemmelse. Benene føltes stærke og utroligt veludhvilede, vejret var perfekt, koncentrationen i top og hovedet var overbevist om, at det var dén dag de ”magiske” 3 timer skulle knækkes.
Forberedelserne gik planmæssigt med opblanding af kulhydratdrikke til ruten, indtagelse af havregrød med honning og salatmix (tak til Line for det tvivlsomme alternativ til müsli), fastgørelse af plastre, startnummer og chip osv. Så kunne kursen ellers sættes mod startområdet med ankomst 1½ time før start. God tid til at undgå stress, få ladet op og sikre sig en start langt fremme.
Fornemmelsen (og vejret) var stadig god, så da Kronprins Frederik endelig skød løbet i gang kl. 9.30, skulle benene endelig få lov at give den gas. Målsætningen var at gennemføre på 3 timer svarende til et tempo på 4:15 pr. km. Dog var planen at lægge ud med 4:10-4:12 pr. km. for dermed at oparbejde en lille buffer til at tempoet kunne falde lidt efter de 30 km. Strategien har virket fint til forårets øvrige løb på halvmaraton og kortere distancer, men det skulle senere vise sig, at der STOR forskel på at løbe halvlange eller rigtig lange distancer!
Og ak, ak, ak, man skulle tro det var undertegnedes første maratonløb, for den klassiske nybegynderfejl blev begået. Revet med af den gode stemning, stærke fornemmelse i ben og psyke blev der lagt alt for hårdt ud med kilometertider på lige over og under 4:00. Dvs. hurtigere end både målsætningstiden og det planlagte ”for hurtige” udlægstempo. Tempoet blev forsøgt reguleret nedad, men omvendt var det jo også en fristende mulighed bare at regulere målsætningen til en sluttid på 2 timer og 55 minutter. Så da første halvmaraton var rundet i en splittid lige under 1 time og 27 minutter, var det dels med bange anelser for at skulle gå ned senere pga. for hårdt udgangstempo. Men dels også med troen på at tempoet kunne holdes, fordi viljestyrken nok skulle klare mig igennem de sidste hårde kilometer, ligesom den plejer på de kortere distancer. Men det viste sig desværre ikke at blive tilfældet…
Efter ca. 20 km. Begyndte det så småt at regne, hvilket først føltes som en tiltrængt forfriskning. Desværre begyndte det også at spænde godt til i benene, som langsomt blev ømmere. I takt med regnen faldt også skridtene tungere og tungere efterhånden som kilometrene blev ædt, ligesom moralen også fik nogle hak nedad. Ved 28 km. så det dog stadig fornuftigt ud med akkumuleret gennemsnitsfart på 4:10 pr. km., og der var derfor stadig en buffer på 140 sekunder til de sidste 14 km. Men desværre valgte det kære dyrt investerede Garmin ur at føre sit eget liv pga. regnen. Så uret (som man ifølge supersælgeren roligt kunne svømme med) hoppede rundt i diverse menuer og satte urskiven ud af kraft, så det hverken var muligt at se mellem- eller totaltider de sidste 14 km. Dét hjalp heller ikke ligefrem på det dalende humør!
Desværre var den opsparede tid på det hurtige udlæg slet ikke nok til at komme under 3 timer samlet. Kroppen blev efterhånden ret kold af den vedvarende regn og tiltagende vind, så oveni de stadigt mere ømme ben og dalende moral blev de sidste 10 km en ren kamp for overlevelse og undgå at komme ned og gå. Igen og igen kørte tankerne rundt i hovedet om, at der aldrig skulle løbes maraton igen, velvidende at jeg har tænkt det samme under alle fire foregående maratons... På det tidspunkt var det derfor en ringe trøst at tænke på, at heldet endelig havde tilsmilet mig (!), så jeg gennem lodtrækning var sikret startnummer til efterårets New York Marathon.
Uden mulighed for at følge med i mellemtiderne var det en slem oplevelse at bliver overhalet af 3 timers fartholderne, som nærmest fløj forbi allerede 5 km. før mål, hvilket var nogle km. tidligere end forventet. Benene og hovedet fravalgte fornuftigt at løbe med dem af frygt for konsekvenserne, så tempoet på vel omkring 5:00 blev i stedet fastholdt for at undgå yderligere tidstab ved at skulle ned og gå. Sidste mission om at holde sig løbende og undgå at ramme ”muren” lykkedes trods alt, selvom den udsendte LGC’er næppe nogensinde før har løbet SÅ tæt langs muren, som det var tilfældet på de sidste km.
Det var derfor med blandede følelser, at målstregen endelig blev krydset i tiden 3:03:28 (uden de fjerneste tanker om at få chipfoden ind forrest J). Der var selvfølgelig stor tilfredshed med at have gennemført endnu et maraton, særligt på trods af de store lidelser undervejs. Det var fantastisk med den store opbakning fra familie og venner undervejs, og der blev endda skåret 17 minutter af sidste års PR. Men omvendt var det umuligt at skjule skuffelsen over, at det ikke lykkedes at komme under de 3 timer, når nu forberedelsen, optakten og en stor del af løbet forløb næsten perfekt.
Udover indtagelse af en absurd mængde kanelgifler, er der efterfølgende søgt trøst i, at vejrguderne forhåbentlig er mere positivt stemt næste gang, så den ikke står på silende regn (som om), og at lektien forhåbentlig er lært denne gang, så nybegynderfejlen om at lægge for hårdt ud ikke gentages næste gang (endnu mere som om!). Som et lille kuriosum kan det fortælles, at en efterfølgende vejning af løbeskoene lige efter løbet viste, at de vejede 1 kilo mere end normalt, fordi de havde suget så meget regnvand til sig!
