I fredags brød to løver ud af flokken. Mens de andre stadig gjorde klar til Berlin, rejste Morten og Sidse til Prag. Nyt land skulle indtages - nye fans skulle erobres. Vi havde pakket raceshoes, DK-singlet og vores helt egen lægestab (aka - Mortens forældre og søster).
Målene var klare: Sidse: Kvalifikation til New York Marathon & Morten: Kvalifikation til 1. startrække i Chicago Marathon.
Fredag morgen landede vi i Prag. Herefter vandrede vi nogle få timer rundt i byen - blandt andet for at hente startnumre og chip, inden vi hvilede benene og gjorde klar til pasta-spisning. Turen rundt i byen gjorde os lidt småskræmte over brosten, sporvognskinner, lange stejle bakker og en vejrudsigt der sagde 5 grader og MEGET regn.. Heldigvis skulle det vise sig at bekymringerne blev gjort til skamme...
Lørdag stod vi relativt sent op, spiste hotellets morgenmad og var fuldstændig carbon-loaded og klar til at komme ud af løve-buret. Vi kiggede ud ad vinduet - og ingen regn!
Starten skulle først gå kl. 12, så vi havde god tid. Opvarmningen bestod stort set af at gå den ene kilometer ned til startsområdet. Jo nærmere vi kom på start, jo mere skinnede solen, og jo mere sikre var vi på at løbet skulle klares iført singlet. Nu er det vist på tide at rose tjekkerne: Startområdet var super-professionelt. Alt klappede bare. Masser af toiletter, nemt at overskue taskeindleveringen og selve starten var delt op i forventede sluttider - MED kontrol. Så vi slap rent faktisk fra at starte sammen med nogle virkelig langsomme, skønt!
Vi havde udstyret lægestaben med kamera og aftalt at møde dem 3 gange under løbet. Heldigvis er det verdens hurtigste lægestab, så vi så dem faktisk hele 5 gange undervejs. De første 9 km var småkedelige og vi kom blandt andet ud i et industrikvarter. Morten faldt hurtigt ind i det rette tempo, men havde allerede efter få kilometer meget tunge og trætte ben. Sidse gjorde som sædvanlige - lod sig rive med og lagde ALT for hurtigt ud. Heldigis fik hun lagt bånd på sig selv efter 4-5 km og fandt et næsten jævnt tempo.
Ved 10 km mærket var vi begge fint med, men Mortens ben ville ikke rigtig være med til den planlagte negative splittid og begyndte at tabe en smule tid. Vi skyder det meste af skylden på solen, som virkelig bagte. Bare vi dog havde haft kortere tights med...
Selvom der er mange brosten og mange sporvognsskinner i Prag, så er det et skønt løb, og det føles ikke hårdere end f.eks. Berlin eller KBH. De stejle bakker vi havde set om fredagen forblev væk fra ruten, og ruten var stort set flad. Vi kom blandt andet over 4 små-broer, gennem det jødiske kvarter og gennem shoppingcentrum.
Morten var selvfølgelig først over stregen. De sidste 5 km var planlagte til at skulle løbes hurtigt... Desværre ville løvebenene ikke rigtigt som løven. Det resulterende i, at de sidste 2,1 km foregik under kæmpe tidspres. Morten gav sig alt han overhovedet kunne og fik regnet sig frem til at der max kunne bruges 7min 50sek på denne sidste strækning for at klare kravet til Chicago... Kravet på 1.25.59 blev da også opfyldt. Mortens væltede over stregen i tiden 1.25.57 - præcision eller dumdristighed? I hvert fald var det utrolig godt beregnet. Flot PR med 3 minutter!
Små 10 minutter senere kom Sidse til målet. Kravet til New York er 1.37 - men hendes egen målsætning var 1.35. Tiden blev også her overholdt - da hun kom ind på 1.34.41. Det var ikke rekord, men målsætningen blev opfyldt.
Eneste minus ved løbet var samaritterne i målområdet. Ingen hjalp Morten på benene igen efter sin spurt... Det måtte han selv klare... De manglende (men kaffedrikkende) samarittere blev lokaliseret til ca. 1-200 meter efter medaljepigerne – thi der er de jo til gavn!. Hedigvis havde Morten ikke rigtig brug for dem.
Vi anbefaler gerne Prag 1/2 marthon, men som 42,195 km løb, bliver der nok alligevel for mange brosten.
Morten&Sidse
PS – Op til løb i Prag er der ingen grund til at øve fod-chip-hop til mål og start-stregs-passering.... Chippen var nemlig syet ind i startnummeret. Så nu er vi ude i at vokse en kæmpe ølmave - sådan at chippen passerer start som første punkt!!!
Resultater:
Morten Alhede: 1.25.57 - nr. 177 samlet
Sidse Stub: 1.34.41 - nr. 42 samlet